Pacomius sov siddende og bad Gud om søvnløshed, for desto sikrere at kunne bekjæmpe fienden.
Fristelsens maader og former var utallige som sjælens tilstande og livets forhold. Der fandtes ikke saa nygtig en tanke, ingen saa ubetydelig hændelse, at ikke Satan havde vidst at bruge den som anledning til en fristelse, og manglede han en anledning, saa lod han den opstaa. Hine den kristelige tros sælsomme dokumenter, som helgenernes legender fremstiller, fryder over af fortellinger, der beviser det, og leverer ikke sjelden dyrebare etterretninger og bidrag til kundskaben om menneskenaturen.
Undertiden var fristelsen meget enkel, viste sig med liden eller ingen tilstelning og fortættede sig i et eneste anfald. St. Antonius, hvis fristelser er blet berømte, ja til et mundheld, fandt engang paa en reise i ørkenen et sølvstykke liggende paa jorden. Det var en snare af djævelen, som i hans hjerte vikle vække syndig begjærlighed efter de rigdomme, som han havde ladt i stikken. Da St. Hilarion engang led hunger, saa han ganske uventet foran sig en mængde udsøgte retter. Den hellige Pelagia, som en tid havde været skuespillerinde i Antiokia og derpaa havde draget sig tilbage til en hule paa Oljebjerget for at leve i betragtning og bøn, hende bød djævelen som gjenstande for tidligere dages ønsker ringe, kjæder og alslags ædelstene. Disse gjøglebilleder forsvandt ligesaa hurtig, som de havde vist sig.
