Side:Djævelens Naturhistorie.djvu/80

efter aarelang adskillelse at se mor og søster. Men desuagtet trængte kvinden ind i deres celle, et samtidig efterlængtet og afskyet billede. Ved en tilfældig hentydning, en flygtig tanke, reiste den undertrykte, men ikke beseirede mandskraft sig med dyrisk instinkt og bed og søndersled det gjennem spægelsen oprørte kjød. Det var skrækkelige kampe, der lod Kristi kjæmpe kraftløs tilbage, ogsaa naar han var seierherre. Ak, hvor ofte, skrev den hellige Hieronymus til jomfru Eustochia, troede jeg ikke, dengang jeg befandt mig i ørkenen, i hin rædselsfulde, af solen forbrændte ensomhed, der tjener munkene til saa skrækkelig en bolig, at svælge i Roms nydelser! Jeg sad alene, fuld af sørgmodighed i sjælen, iført en elendig sæk, solbrændt som en æthiopier. Ingen dag hengik uden suk og taarer, og naar søvnen mod min vilje overmandede mig, laa jeg paa den bare jord. Jeg snakker ikke om mad og drikke, thi munkene drikker, selv naar de er syge, bare vand og anser det for yppighed at koge sin mad. Og jeg, som af frygt for helvede havde fordømt mig til et saadant liv uden andet selskab end skorpioner og vilde dyr, indbildte mig ofte, at jeg befandt mig midt i skarer af dansende piger. Mit ansigt var blegt af faste, men i det kolde legeme brændte sjælen af begjær, og hos en mand, hvis kjød allerede var dødt, slog der op flammer af vellyst. Da, enhver anden hjælp berøvet, kastede jeg mig til Jesu fødder, vædede dem med taarer, tørrede dem med mit haar og tvang det oprørske kjød til lydighed ved en hel uges faste. Jeg skammer mig ikke for at bekjende min elendighed, snarere beklager