hvilken djævelen har serveret den hellige Nikolaus, der kalder sig efter Tolentino, mere end én portion prygl. Endnu midt i det sekstende aarhundrede fik den hellige Giovanni di Dio detslags juling.
Men dette er endnu ikke alt. Djævlene truede den hellige Francesca Romana med at kaste hende i en brønd og dræbe hende, de efterlod den hellige Moses Æthiops halvdød, forsøgte i Sverige at ombringe den hellige Katharina, i Roskilde at brænde den hellige Vilhelm i hans seng; de styrtede St. Alferio, grundlæggeren af det berømte abbedi Della Cava, ned fra en bjergtinde, og havde saanær kvalt den hellige Antonius af Padua. Da den hellige Dominicus engang bad i en kirke, kastede de en stor sten ned paa ham, og det var netop saavidt, at helgenen slap unna. Ikke bestandig maatte de stakkars helgener ved slige overfald undvære himmelens bistand, men det forholdt sig omtrent med denne, som det ogsaa ellers efter ordsproget lyder: „hjælp dig selv...“, o. s. v. — Djævelen bankede den hellige Gerardesca, kastede hende omkuld og forsøgte at drukne hende i Arno, og da han under strævet hermed havde saaret sig i armene, — kom jomfru Maria og englene og gav djævelen prygl. Lad os tænke os, i hvilken tilstand den hellige Kristina af Stommeln maatte befinde sig, der blev plaget af 200,000 djævle, og hvilket liv en vis prest i Köln maatte føre, som blev forfulgt og plaget af djævlene helt ud paa lokum.
Man kan tælle de helgener paa fingrene, som sit hele liv ikke har været udsat for angreb og skade af djævlene. En af disse faa var St. Nikolaus, Tranis
