krøket sig sammen, likesom han ventet et slag. For han hadde set, hvordan den isblaa lysning i skuret pludselig graanet. Det blev mørkere omkring ham.
En skikkelse var dukket frem i døraapningen. Det var manden i sjømandskavaien. Det var den magre, handelsmanden paa kvisten.
Repslageren vendte sig braat om, og da han gjenkjendte skikkelsen, ruset han bakover i tøndestaverne. Han hævet spaden over sit hode og svinget den truende.
— Er du der, din djævel! ropte han.
Den magre flyttet sig ikke et skridt. Han tok pipen ut av munden, skjøt en røkring op mot spaden, som viftet i maaneskinnet, og sa:
— Kast den væk!
Kast den væk! ropte han sterkere, da repslageren nærmet sig.
Repslageren lot vaabnet synke og steg frem i døraapningen. Han skjøv begge dørene brakende tilside. Han vilde ha plads for sine armer. Hans læber var tørre og hvite.
— Pleier du at slaa folk ihjel? spurte den magre.
Repslageren gik tættere ind mot ham; han knuget fremdeles begge hænderne om spadeskaftet.
— Smiler du ikke nu? smiler du ikke længer nu, djævel?
Hans stemme var stille og saar, likesom rustnet av graat.
Men den anden smilte ikke. Ikke en trækning bevæget hans magre ansigt.
Han strakte haanden frem, og mens han hele tiden iagttok repslageren, pekte han hen mot høien:
— Se der.
