utseende. Men hans øine var store og dype, og blikket i dem kom langt indefra og var tænksomt og sørgmodig.
— Der staar i den bok, sa han, at hvo som ihjelslaar, skal ihjelslaaes.
Den magre trak en stol hen til bordet og satte sig likeoverfor Risannen.
— Jeg kan fortælle Dem, begyndte han, at den, som har syndet, skal føle gjengjældelsen. Sverdet ligger allerede ved foten av træet. Jeg har fulgt ham fra døgn til døgn, og nu er han snart færdig.
— Han negter, svarte Risannen, han skriker op og negter, og han vil bare bringe ulykken videre.
— Jeg forstaar, hvad De mener. De har hørt ham gaa omkring dernede og kalde Dem slaven. Hvis jeg tar ham nu, saa vil han fortsætte med det foran skranken. Og De har endnu noget at forsvare, mener De — Deres søns ære og Deres egen fred.
— Min fred er borte, svarte kjæmpen, den ligger under en grav, som er femten aar gammel. Jeg har intet liv længer at svare for, jeg har tat det allerede.
Den magre saa venlig og næsten ængstelig paa ham.
— Hvis De har talt med Deres søn idag, saa har De vel faat vite alt, hvad der er skedd. Til gjengjæld behøver jeg heller ikke at skjule noget for Dem. Jeg kjender Deres livs historie. Jeg kjendte den allerede, før jeg reiste herned. Hvad De har forbrutt i det land, som De forlot, har De sonet for saa meget, som et menneske kan sone for en forbrydelse.
Han pekte bakover mot portrættet over ovnen.
