— Jeg har læst igjennem de gamle finske blade,
sa han. Straks efter opdagelsen av det store
bankbedrageri blev Deres hustru Maria syk. Hun døde
samme dag, hun fik vite om dommen. De avsonet
Deres straf og reiste langt bort. De følte Dem for
knust til at begynde paa et nyt liv. Men De hadde
endnu Deres barn at svare for. Eller kanske hadde
De ikke mod nok til at fuldføre ødelæggelsen. Eller
kanske hadde De fundet ut, at der stod noget i
denne smukke bok, om at man skal bære sine
lidelser. De skjulte Dem for menneskene, men De
gjemte Dem ikke for Deres egne tunge anklager.
De visste, at De hadde bragt Deres hustru Maria,
som De elsket, i graven, og senerehen hørte De
hendes stemme i nætter og dage, og ofte, især naar
De var mest fortvilet, ropte De ogsaa selv til hende,
ikke for at hun skulde komme til Dem og trøste
Dem, men for at De skulde merke hendes navn som
piskeslag i Deres sind. Er det ikke rigtig —?
Mens den magre talte, hadde Risannen flyttet sig bort fra lampeskinnet. Han sat nu i halvmørket og stirret uavbrutt paa den talende med sine store gaadefulde øine.
— Kjære Risannen, kjære ven; Deres lidelser har været store, og De har ikke søkt at undgaa dem. De har git op i livets kamp, og De har søkt hen til steder, som De syntes kunde passe for Deres ulykke. De har stængt Dem ute fra alt det, som før hadde tillokkelse for Dem. De som var et gammelt skogsmenneske, blev som et saaret dyr om vaaren, og naar De hørte hundene gjø, da fór De sammen i bæven og gru, der var en glammende jagt langt borte i Deres tanker, et rysende rop naadde Dem fra alle de dage, som De hadde levet
