Side:Elvestad,Sven-De fortaptes hus-1914.djvu/126

allikevel var et mord. Man faar sjelden vite noget av vidner, under en retsforhandling forklarer menneskene sig frygtsomt og nølende. Jeg gaar heller ut blandt menneskene og lytter til deres samtaler og deres daglige snak: Saa kommer mistanken med vinden. Jeg lytter efter klangen av ordene, jeg kan fornemme tankerne, som har fostret dem. Jeg kan høre tusen likegyldige ord og dog merke, hvordan mistanken svakt blaaser gjennem dem alle. Jeg fæstet mig ved, hvad der var hørt her i repslagerens hus den merkværdige maaneskinsnat. Den stakkels mor Jan hadde møtt lille Signe graatende i trappen. Saa fik jeg høre om repslagerens merkværdige opførsel den næste dag, da Signe kom gaaende mot ham gjennem haglveiret. Han var som forstenet ved at se hende. Og saa fik jeg høre om Signe og om Dem, Risannen, at De ropte om nætterne. De ropte paa det navn, som mante frem for Dem hele Deres livs ulykke. I begyndelsen tænkte jeg: Hvorfor var Altenburg saa forstenet av rædsel, da han fik se Signe? Og hvorfor har den gamle mand paa kvisten ropt saa fortvilet paa den myrdedes navn? Da var det, jeg flyttet hit til gaarden. Jeg vilde leve midt iblandt dere, aande i den samme luft, for saa, visste jeg, vilde det ikke vare længe, før jeg hadde alt forklaret. Og der gik heller ikke mange dage. Jeg talte ofte med Deres søn. Han visste intet om Signe. Men han fortalte mig om Dem, at sorgen endnu naget Dem forfærdelig og at De om nætterne kaldte paa Deres døde hustru, naar De følte Dem særlig fortvilet og ulykkelig. Der hadde jeg en forklaring. Og Signes graat og græmmelse var endnu en forklaring. Og Deres pludselige hat mot repslageren endnu en. Og