og hvisken og dørknirk her om nætterne, men jeg trodde det var repslageren.
— Det kunde jo ogsaa ha været Deres egen mand, mente mor Jan.
Madammen tok i bøtterne.
— Vinter’n holder sig, sa hun, for nu vilde hun tale om noget andet, og Deres mand som maatte ut paa sjøen inat da, stakkar, det ser ut til uveir, fuglene flyr lavt.
Mor Jan sukket og saa sig om, grepet av en forunderlig bæven.
— Og saa skriker de saa stygt, mor Jan, se deroppe under tverstokken flakser de, de er ganske svarte, jeg undres paa, hvorfor alle disse fuglene skal holde til netop her i dette hus .
Mor Jan saa op mot husvæggen.
— Repslageren ligger endda, mumlet hun, rullegardinet er nede.
— Ja den lathans, han gidder ikke arbeide, saa er det jo ikke underlig, at renterne ikke blir betalt; nei, det skulde være os, som eide gaarden, saa skulde vi faa sving paa’n, — nu gaar forsyne mig muggen tversgjennem gulvene. Og saa skjæv som den er —
Saaledes gik de to koner smaapratende ind i gangen. Madam Ring forsvandt i sin leilighet, men mor Jan var ikke kommet længer end i trappen, da hun hørte derindefra knaldet av et slag i bordet og saa mandens grove røst, som ropte: “Fanken ogsaa!” Saa ramlet en blikkasserolle ned fra væggen. Og derpaa konens skingrende stemme. De trættet ofte stygt hos Rings.
Straks efter blev rulgardinet i repslager Altenburgs vindu hævet op, og saa knirket døren hos
