dunket flasken saa haardt i gulvet. Straks efter steg han op og tasset hen til vinduet, buksesælerne slæpte efter ham og slog klirrende mot stolene.
Repslager Altenburg hadde engang foran en eksekution forsøkt at hænge sig i sine buksesæler; han blev i sidste øieblik skaaret ned og baaret halvdød ind i sin leilighet, mens gaarden var fuld av maapende og nysgjerrige naboer. Naar livet senere formet sig allermest haabløst for ham, naar han i dyp tristhet forsømte sin reperbane og blev hjemme for at drikke, jollet han bestandig rundt i skjorte og med sælerne slæpende paa gulvet. Det var likesom døden, den sidste trøst, raslede lystent i hans hæle.
Berthe kunde høre, at han gik usikkert paa benene, men buksesælerne fulgte efter ham som en hæs rallen. Han gik hen til vinduet, kunde hun høre, hvordan han blev staaende længe stille. Han lyttet ogsaa efter mennesket, som listet sig omkring utenfor. Pludselig sjangler han over gulvet og styrter ind i kjøkkenet, i farten river han et blikspand overende, og en stønnen inde i soveværelset fortæller Berthe, at nu er ogsaa hans forrykte hustru vaaknet. Repslageren griper krampagtig i dørhaandtaket, som om han er ræd for at nogen med vold skal trænge ind til ham; han puster tungt. Berthe har pludselig faat paa fornemmelsen, at repslageren vet, hvem som er utenfor, og hun forholder sig derfor ganske stille. Nu kan hun høre, at den gaaende er kommtet ind i kjøkkenopgangen, han lister sig ikke længer fremover, han gaar med faste og sikre skridt forbi repslagerens kjøkkendør og videre opover trappen. Benhe kjender skridtene. Det er Risannens skridt.
