V.
Baatsmandens kone sat i to dage med sine barn og graat i et utbrændt kjøkken. Saa maatte hun flytte. I hvilken retning hun stirret, saa hun bare haabløshet. Men saa fik hun noget arbeide med vask og flyttet til et litet og billig kammers længere ned i byen. Berthe og snekkermadamen hjalp hende med flytningen og stod og vinket til hende, da hun drog bort. Hendes faa eiendele blev læsset op i den store seng, og sengen sat paa en vogn. Og saa flyttet hun. Hun gik selv bakefter krumbøiet i sjalet mellem sine to smaa barn. Det var som om hun fulgte en likvogn. Samme dag kom sneen; den første sne, i kolde, kornede drev. Gaterne og takene og markerne blev hvite, den pipende vind jaget sneen sammen i skavler og blæste den op mot vinduerne i repslagerens hus, kulden aandet gjennem ruterne. Inde i værelserne samlet barna sig forfrosne omkring kakelovnene, som utsendte en sur og gul røk. Nordenvinden slog bestandig røken tilbake i skorstenen og blæste varmen ut paa ildstederne. Og i den lange vinter strømmet ustanselig nordenvinden isnende mot huset fra de vide og øde marker.
Det var besynderlig med repslagerens hus; —
