merke til det, og dermed vilde han være utpeket. Har De været der, Altenburg?
— Hvad?
Repslageren hørte det godt. Han drak igjen, men hans øine stirret fremover glasset paa den magres ansigt.
— Jeg mener, har De været deroppe sammen med de andre og set paa mordstedet?
— Nei, jeg har andre ting at bestille; hvis folk vil slaa hverandre ihjel, saa faar det gjøre det for mig.
— Desværre er jeg kommet til byen flere dage efter, sa Legemet stilfærdig, ellers skulde jeg nok ha været deroppe. Aa, det vilde ha glædet mig at ha hørt paa dem, alle de som kom løpende til, alle de nysgjerrige. Jeg er sikker paa, at den mest høirøstede av dem allesammen, det var morderen.
— Han er nok ikke her i byen længer. Han har nok flygtet for længe siden, sa repslageren.
— Nei, hvis han flygter, mente Legemet, da er han solgt.
— Det var satan.
— Men forstaar De da ikke det mand. En mand som forsvinder fra denne lille by, han er røbet. Hallo, vilde alle rope, hvorfor flygter han, hvorfor vil han væk, la os se, hvad han har begaat, hvad han har at skjule, hvor var han henne da og da, hvor var han henne den frygtelige maaneskinsnat, da piken Maria blev skutt fra Altenburgs reperbane.
Repslageren rykket tilbake med et sæt. Han blev sittende med glasset i haanden og glemte at drikke. Hans øine blev store og runde og forbausede.
— Rep’schlagerbanen, sa han med et forskrækket
