se over til en sandhøi, som elven i fjerne tider
hadde avleiret. Henover denne høi blæste det
bestandig, vinden pep i det tørre stride græs. I taake
eller naar skumringen kom, lignet høien en
umaadelig stor grav. Bakenfor sandhøien bruste elven
og fossen. Fosseduren hørte ingensinde op, den
suste gjennem alle aarstider, men ingen lyttet efter
den længer, den var glidd ind i stilheten som en
del av den.
Huseieren, repslageren Altenburg kunde fra sine vinduer se markerne og sandhøien. Finnen Risannen, som bodde alene med sin datter paa kvisten ovenover, kunde tillike se naget mere: Den blinkende traad av jernbanelinjen paa den anden side elven under aasryggens takkede silhouet. Og saa fabrikskorstenene og det øverste av taket paa uldspinderiet ved fossen. I regnveir glinset dette tak som en mat sølvplate. Snekker Ring, som bodde mot syd, kunde slet intet se uten gaardspladsen og staldbygningens bakvæg. Gaardspladsen var altid opfyldt med skrammel, — vedstabler, en itubrukket haandkjærre og de sørgelige halvt hensmuldrede rester av nogen kalk-baljer, som skrev sig fra en tid, da gaarden blev reparert og som laa saa langt tilbake, at ingen længer kunde huske det. Men baatsmand Jan Jansen, som bodde paa kvisten ovenover snekkeren, hadde utsigt til alle takene henover byen — helt ut mot sjøen og indseilingen. I repslagerens hus bodde saaledes fire familier. Og alle var fattige.
Ti likesom huset set utenfra fortalte om tæring og henslæpt liv, saaledes hersket trang og tristhet indenfor væggene. Repslageren selv var stadig trykket av veksler og terminer. Med regelmæssige mellemrum saaes en samling sortklædte mænd med
