VI.
Vinteren hadde endnu ikke faat magt. Efter to dages stille veir gled en lind bris fra syd indover byen. Sneen blev klabbet og klam, og det dryppet fra alle takene.
Der gik to dage, hvori Legemet slet ikke traf sin ven repslageren. Men saa mette han ham en middag, da Altenburg kom fra reperbanen med en taugrulle over armen. Repslageren vilde undgaa ham, men Legemet gik venlig mot ham med fremstrakt haand. Han gjorde en bevægelse med hodet for at antyde, at stemningen hadde været høi sidste gang.
— Brændevinet var sterkt, sa han, ikke sandt?
Repslagerens utseende kunde tyde paa, at han ogsaa senere hadde været i kast med brændevinet. Folkene i gaarden fortalte, at ingensinde hadde repslageren været saa slem til at drikke som nu.
Den magre blev staaende i veien for repslageren, saa Altenburg saa nødig han vilde blev nødt til at si noget.
— Hvor skal De hen? spurte han, og hvad er det for noget De har under armen?
Den magre gik og bar paa geværet indhyllet i det brune futteral. Repslageren hadde aldrig
