protokoller under armen svinge ind fra gaten og langsomt bevæge sig over gaardspladsen. Da indtraadte taushet overalt i huset, beboerne lyttet. Det hændte at to eksekutioner kom samtidig, luften sortnet av alvor, det var som om en begravelse snek sig indover i værelserne. De andre familier stred ofte med arbeidsløshet, nød og sykdom. Den folketallige lille gaard, som ellers til stadighet gjenlød av skingrende støi, av koner som skrek paa sine barn, og barn som skrek paa mat, og bliktøi som ramlet ned av kjøkkenvæggene, den hadde sine visse forunderlige dage, da der var saa stilt inden- og utenfor væggene, at man kunde høre rop langveisfra eller klokkeklemt fra kirketaarnet nede i byen. Det var i de dage, da grønt granbar var strødd foran huset, og beboerne aandet i den nye og sælsomme duft, som granbaret førte med sig langt borte fra skogen og jorden.
Folkene i de andre hus kunde sitte ute paa trapperne og sladre sammen i de lune kvelder, mødrene paa de øverste trin, brede og store, og barnene nedenfor dem, trætte, lænende sig op til deres mægtige skjørter. Stemmerne var lavmælte og rolige og passet til kveldens fred og den stille, støvhvite gate. Omsider blev passiaren paa en saadan trappe taaket og murrende som selve skumringen, og et barn, som hadde været forsent ute, stanset langt henne, gjenkjendte et forklæ i skumringen, gled ind til det og blev stille og blev borte ... Men hvordan skulde der være anledning til saadanne stunder om kveldene utenfor repslagerens hus? Risannen, den fattige kjæmpe paa kvisten, talte aldrig med nogen, men stængte sig inde bak lukkede vinduer i sit lumre værelse. Snekker Rings kone var ved
