— Tænk, at De er begyndt at slaa an med
husets unge datter, tilla Berthe, det trodde jeg ikke
om Dem.
— De mener Signe? spurte Legemet.
— Ja, vi saa Dere sammen.
— Jeg traf Signe nede i byparken, svarte den magre, vet dere, hvor hun kom fra?
De rystet ivrig paa sine gamle, tørre hoder.
— Hun kom fra raadstuen.
— Jøssenam.
De klasket hænderne sammen.
— Det kan da vel ikke være rigtig, kommer en paa raadstua for det naa.
— Ja, og imorgen skal begge dere dit.
— Vi. Da maate begge madamerne le. Vi gamle menneskene, hvad skal vi der?
— Det samme som Signe. De skal spørge dere ut om mordet.
— Aa, mordet, sa Berthe og snekkermadamen i munden paa hverandre, tydeligvis en hel del skuffet, vi vet ikke no om mordet.
— Signe visste heller ikke no, sa den magre, men hun maatte forklare sig allikevel. Om hun hadde hørt larm den nat. Eller skud. Eller fottrin. Eller skrik i dørene. Eller om hun hadde set noget.
— Hvad svarte hun da?
— Nei, hun hadde ikke merket nogetsomhelst.
— Men hvordan vet De alt dette, da. Har De ogsaa været indkaldt?
— Hvad skulde jeg vel indkaldes for, svarte den magre og smilte igjen, jeg kom jo til byen flere dage efter. Men jeg har talt med Signes bror, som er ved politiet. Jeg vilde sælge ham en fiolin.
