Denne siden er korrekturlest
Der fører en Sti saa langt af Led
til Lien, hvor Fuglen bygger;
der stemmer den op hver Sang, den ved,
i dunkleste Graneskygger.
Men om jeg aldrig kan vinde did,
jeg kjender dog Lokkesangen,
hvor sødt den kalder ved Sommertid,
naar Kvelden har dugget Vangen:
Tirilil Tove,
langt, langt bort i Skove!
