Denne siden er korrekturlest
Lette Bølger glide hen paa Stranden,
Solnedgangen strør sit Guld paa dem,
Hav og Himmel smelte i hinanden,
svagt af Taagen glimter Maanen frem.
Atter sidder jeg i Aftenstunden,
mildt beaandet, under Granelunden;
atter Syner staa paa Gyldengrunden
som Legender fra mit Fædrehjem.
Hist, hvor Dagen for mit Blik er dalet,
fandt min Sjel sin Morgenrødes Egn,
og der har den i sin Vaardrøm malet
lyse Billeder og Runetegn.
Over Alt, hvad jeg fik danne siden,
og beskjermede mod Tvivl og Viden,
skinne disse Syner gjennem Tiden,
vinke mig fra deres Tryllehegn.
