hvori der laa baade Ømhed og Sorg — op paa sin Ven. Dette Blik forfulgte ofte Andrey; han kunde ikke forklare sig det.
Andrey genoptog atter sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste i sit tidligere Distrikt og arbejdede med en Lyst og Iver, saa at selv den altid fordringsfulde Helene erklærede, at han fuldstændig indhentede, hvad der var gaaet tabt ved hans Fraværelse.
En fjorten Dages Tid efter sin Tilbagekomst traf han Tania for første Gang ved et Møde i en Afdeling, hvortil de begge hørte.
Det var et Møde paa en halv Snes Mænd og Kvinder, som alle virkede i Propagandaen iblandt den arbejdende Klasse. Den berømte Taras Kostrov var til Stede; det var en af Partiets dygtigste Mænd, ligesom han uden Tvivl var den mest dominerende; men hans Maade at være paa var usædvanlig blid og vindende, hans Jernhaand bar Fløjlshandske, og hans Taler var fulde af Glød og „sødere end Honning“, som hans Modstandere plejede at sige.
Omendskønt Værelset var fuldt af Folk, var det uvilkaarlig Taras Kostrov, der først tiltrak sig ens Opmærksomhed, og det var umuligt ikke at føle sig tiltalt af hans sjældne, mandige Skønhed med det stolte, kraftigt skaarne Ansigt, som formelig lyste af Intelligens og Mod.
I det fjerneste Hjørne af Stuen opdagede Andrey Tania, og til sin egen Forbavselse følte han nu, da han stod Ansigt til Ansigt med hende, ingen Forvirring, men kun en dyb, stille Glæde over Gensynet.
Da alle var til Stede, begyndte Forhandlingerne uden nogen som helst Indledning. Ethvert Medlem havde at aflægge Beretning om, hvad der siden sidste Møde var forefaldet i hans Distrikt, hvad der var under Forberedelse o.s.v. Det var mere en fri Diskussion mellem Venner end en formel Beretning.
Da Turen kom til Helene Zubova, erklærede hun, at hun intet særligt havde at meddele, alt var temmelig uforandret siden sidst.
„Lad os hellere høre, hvad Tania har at sige,“ foreslog hun, „hun arbejder i ny, og, som jeg haaber, tilmed i en frugtbar Jord.“
„Jeg maa desværre tilstaa, at jeg hidtil ikke har udrettet stort,“ begyndte Tania roligt og beskedent, og hun udviklede derpaa, hvorledes hun havde den bedste Tro for Fremtiden med Hensyn til sit Distrikt. Hun besvarede derpaa klart og forstandigt Vennernes Spørgsmaal, og man var enig om, at her maatte kunne udrettes noget betydeligt.