iblandt disse tarvelige Mennesker. Uden anden Lærer end hendes eget brændende Ønske om at blive forstaaet talte hun til dem i et Sprog og paa en Maade, som de uden Vanskelighed begreb; ja, hun lagde saa meget af sin egen Sjæl i sine Ord, at hun næsten smeltede sammen til ét med sine Tilhørere.
Kun nu og da, naar hun var allerivrigst, kunde hun pludselig standse, som angst for at give sig helt hen i sin Varme og Overbevisning, hun var da som en ængstelig Rytter, der ikke vover helt ud at benytte sig af sin Gangers Dristighed.
Da Tania var færdig med at læse og forklare, blev Samtalen almindelig, ogsaa Andrey tog nu Del i den, og man skiltes som de bedste Venner.
I den Maaned, som fulgte efter hans Forflyttelse til Narva-Distriktet, lærte Andrey en Lykke at kende, som næsten taaler Sammenligning med en gengældt Kærligheds Lykke, den nemlig at arbejde sammen med den Kvinde, man elsker, paa et Værk, hvori man begge nedlægger det bedste, man har i sig selv.
Det daglige Livs mange trættende, tunge Pligter viste sig pludselig for ham i et helt nyt Lys, og den Fremgang, han havde med sit Arbejde, blev for ham hele smaa Triumfer, som fyldte ham med den mest ublandede Glæde. Hans egne stærke Følelser lagde en Varme og Magt over hans Ord som aldrig før, og han følte sig stærkere end nogen Sinde knyttet til sine lidende Medmennesker.
Antallet af Andreys og Tanias Tilhængere voksede hurtigt, og det viste sig snart nødvendigt at danne en ny Afdeling i samme Distrikt, hvis Ledelse man overdrog to unge Mænd.
Tanias Del i det fælles Arbejde var ikke den ringeste. I sin Iver for at se den unge Pige virke i sin ny Gerning, tog Andrey undertiden Delingen af Arbejdet lidt for bogstaveligt og lagde vel meget paa hendes unge Skuldre; men hun udfyldte sin Plads beundringsværdigt. Der var for ham noget uendeligt rørende og stort i den varme, inderlige Kærlighed, hun lagde for Dagen over for den jævne Mand, og i den Ro og Værdighed, hvormed hun bevægede sig iblandt de Farer, som hun daglig var udsat for; det var, som om hun aldrig tænkte paa, hvilken Skæbne der muligvis ventede hende.
Hun var for ham med ét Slag bleven en fuldt udviklet Kvinde, som havde bibeholdt Barnets Mangel paa Selvbevidsthed.
For Andrey var denne Tid en stor og stille Lykke, og han lullede sig selv til Ro med den Tanke, at han intet mere ønskede.