men det var, som om en ond Aand havde faaet Magt over hans Hjerte og nu igen lagde Gift og Galde i hans Ord.
„Hvor kan jeg andet end føle mig skuffet,“ udbrød han med Heftighed, „naar du selv indrømmer, at du længes efter at komme bort fra et Arbejde, som hidtil har gjort dig Glæde, — — naar jeg ser, at Tanken om at komme til at glimre mellem Spidsborgere og pyntede Marionetdukker fylder dig med Glæde — — naar jeg ser — — —“ han var ikke i Stand til at fortsætte, men brød brat af, greb sin Hat og stormede uden et Ord til Afsked ud af Døren.
Fra den Aften var alt forandret. Selvfølgelig udjævnede de allerede den næste Dag deres Strid; men det gode, stille Venskabsforhold, der hidtil havde bestaaet imellem dem, var rystet i dets Grundvold, og Andrey troede ikke mere paa dets Genoprettelse. Han led ved at mærke, hvilken uhyre Magt hun besad over ham, og kæmpede forgæves for at frigøre sig for den. Denne Kamp hensatte ham i en vedvarende Ophidselse; han blev lunefuld og pirrelig og søgte at finde Fejl hos hende ved enhver Anledning.
Tania modtog hans første Bebrejdelser uden at forsøge at forsvare sig; men da han vedblev at være uretfærdig og haard, begyndte hun at miste sin tidligere Tro paa hans Venskab for hende, og begge saa med Angst, hvorledes hver Dag bragte dem længere bort fra hinanden.
Tania led ikke mindre end Andrey. En Dag, da han uventet kom op til hende, saa han, at hun havde grædt. Han sagde til sig selv, at han var den elendigste Slyngel paa Jorden, og var lige ved at tilstaa hende alt, men hun optog hans første Ord saa unaadigt, at dette Besøg endte i endnu større Disharmoni end noget tidligere.
Han foresatte sig bestemt kun at se hende til de Tider, naar deres fælles Arbejde førte dem sammen; men allerede næste Dag mødte han hos hende længe før den fastsatte Tid for Mødet under Foregivende af at maatte tale med hende om den forestaaende Diskussion.
Den Sag var afgjort i et Par Minutter, og for første Gang i sit Liv var det ham umuligt at finde paa noget at tale med hende om. Saa blev han ærgerlig paa sig selv, fordi han ikke havde overholdt sin Bestemmelse om at undgaa hende, og var straks igen i daarligt Humør.
„Hvor længe siden er det, at du har set Lisa?“ spurgte han endelig for dog at sige noget.
Lisa var en Kusine af Tania og hørte til det fornemme Selskab