„Ja, vi er enige om, at vi ikke kan faa nogen bedre end dig!“ svarede den unge Mand med Varme.
„Nuvel, saa lad det blive, som I vil! Jeg er rede til at tjene en Sag som denne paa hvilken som helst Maade, der fordres af mig!“ sagde Andrey.
„Det sagde jeg dem ogsaa!“ udbrød Vatajko og trykkede heftigt hans Haand. „For Resten mener vi alle, at du ikke behøver at komme til Dubravnik lige straks,“ vedblev han. „Hvis Politiet skulde faa Nys om, at du var der, vilde man være paa sin Post. Det er bedre, du bliver her, indtil det afgørende Øjeblik staar for Døren; vi skal holde dig à jour med, hvad der foregaar, og raadspørge dig om alt!“
Saaledes gik det til, at Andrey atter blev taget fra sit Arbejde og fra sit stille, lykkelige Liv for igen at blive kastet midt ind i Revolutionens vildeste Malstrøm.
Han gjorde en kort Rejse til Dubravnik nærmest for at undersøge Forholdene. Da han kom dertil, erfarede han en ny Ulykke: et Par Dage før var Søstrene Duderov og en ung Mand ved Navn Botsharov, en af Sagens mest begejstrede Tilhængere, blevne arresterede og skulde forhøres sammen med Boris, Zina og Vasily — et Kompagniskab, som intet godt spaaede dem.
Men forøvrigt var de Indtryk, Andrey fik, ret gunstige, bedre, end han havde ventet; der var rigeligt og udmærket Kampmateriale, og Planen var lagt med stor Dygtighed. Han tvivlede ikke om, at det vilde lykkes dem. Hans gamle Kampinstinkt var vakt, og han ænsede ikke Farerne, ja, saa dem knapt. Men for Tania var de lykkelige Dage til Ende. Hun erkendte fuldt ud, at det var Andreys Pligt at træde til her — hendes Andrey kunde ikke holde sig tilbage i en Sag som denne! men hendes Angst og Sorg for ham blev ikke mindre derved.