Et Øjeblik efter traadte den ventede ind ad Døren, idet han forsigtigt bøjede Hovedet for ikke at støde sig mod Karmen. Vatajko havde allerede lukket Vinduerne, rullet ned og tændt Lys.
„Naa, hvad nyt?“ spurgte Andrey.
„Lad mig først faa Frakken af!“ sagde han. „Kun paa Forhaand saa meget: der er intet særlig nyt!“
Ved nærmere Eftersyn viste denne Mand sig aldeles ikke at være nogen Herkules, han var høj og mager og holdt sig lidt kroget — det mest iøjnefaldende ved ham var et Par tindrende, urolige, graa Øjne i det lange, smalle Ansigt.
„Traf De saa Deres Kusine?“ spurgte Andrey.
„Ja vel!“ og den høje Mand satte sig ned og begyndte at fortælle.
Forhørene over de fængslede for den militære Domstol var begyndt den Dag. Der var intet særligt forefaldet i det første Møde, men man kunde dog med lidt Behændighed allerede saa nogenlunde deraf drage sine Slutninger for de kommende. De fleste af Rettens Medlemmer var stævnede til at møde.
Omendskønt ingen militær Domstol — hvad enten den er almindelig eller ekstraordinær — frembyder særlig Garanti for retfærdig Behandling af politiske Forbrydere, saa var dette dog et daarligt Tegn. Det viste, at Regeringen havde en eller anden uhyggelig Plan for og ønskede at have sine sikre Mænd om sig. Den kejserlige Anklagers Tale ved Aabningsmødet var af største Vigtighed. Med Hensyn til de tre Hovedfanger var der kun ét at vente, men ikke saa med de andre, som stadig ikke var overbeviste om nogen anden Brøde end den at have kendt de sammensvorne. Det varslede imidlertid meget ilde, at den offentlige Anklager beskyldte dem alle seks for at have udgjort et hemmeligt Selskab, hvis Formaal det var at „omstyrte Tronen“ og saa fremdeles.
Hvis denne Udlægning af Fangernes gensidige Bekendtskab blev taget for gode Varer af Rettens øvrige Medlemmer, saa betød det Døden for dem alle; thi Døden er den almindelige Straf for „Oprør mod Tronen“.
„Men hvilket Bevis har de Slyngler for en Sammensværgelse?“ udbrød Vatajko.
„Der maa være nogen, der har sladret; desuden har Portneren i det Hus, hvor Søstrene Dudorov boede, genkendt Annie Vulitch efter et Fotografi og erklæret, at den Dame ofte kom til Frøkenerne Dudorov.“
„Og hvorledes saa de anklagede ud?“ spurgte Andrey efter en Pavse.