og skjulte mig derpaa imellem nogle Buske bag Rækværket ind til den anden Gaard.
„Igennem nogle Sprækker imellem Plankerne kunde jeg tydelig se en Del af Gaarden. To Fangevogne kom kørende ind, umiddelbart derefter blev vor ulykkelige Ven paa en Stige baaren ud af Huset og anbragt i den ene. Saa bar man — med uhyre Forsigtighed — en Del store Kasser og Krukker ud og endelig Bomberne — en for en —! Politiinspektøren holdt sig i ærbødig Afstand. Jeg ventede nu ikke længer; men løb for saa hurtig som muligt at bringe dig Meddelelsen.“
Der var Dødsstilhed i Stuen, da Vatajko endte sin Beretning.
Nej! der var intet mere at vente paa! Intet mere at vente paa! Intet mere at haabe! Andrey vidste det kun alt for vel. Hvis de dog blot havde haft Bomberne — de havde vovet Forsøget alligeve! — til Trods for, at Politiet var advaret.
Men nu? Alt var med et Slag ødelagt — ramlet sammen for dem! — Om fjorten Timer vilde Zina, Boris, Botcharov og Vasily — alle fire — være hængte! — —
Ikke en eneste af dem vilde det være muligt at frelse! Og de Stakler, som havde været saa forhaabningsfulde, saa fast havde troet, at deres Gang til Skafottet skulde blive den sikre Vej til Frihed!
Han pressede sin knyttede Haand imod Panden. Hvor frygteligt det dog var! Det havde været langt bedre, om der slet ikke var blevet lagt nogen Plan til at befri dem, end nu i sidste Øjeblik at skulle berede dem denne bitre Skuffelse! Da Andrey endelig igen løftede Hovedet, saa han, at alles Øjne var rettede paa ham.
„Hvad skal der nu gøres?“ spurgte David og gav med disse Ord hver enkelt Tanke Udtryk.
„Hvad der skal gøres?“ gentog Andrey. „Der er kun en eneste Ting for os nu at gøre, det er, saa hurtigt som muligt at lade vore ulykkelige Venner faa Meddelelse om, at alt Haab er ude, for at de kan faa Tid til at ruste sig til at møde deres Skæbne!“
Der gik en Mumlen gennem Værelset. Andreys Raad var ham saa uligt og kom dem alle saa ganske uventet. Man begyndte at gøre Indsigelser, først ganske svagt, saa mere og mere energisk. Forsøget burde gøres, selv uden Bomber! — De var halvtredsindstyve Mand, rede til at kæmpe til sidste Bloddraabe, og der vilde endnu være Tid til at skaffe lige saa mange bevæbnede Mænd til, ja maaske endnu flere! Hvorfor opgive det hele?
Men Andrey var ganske paa det rene med, hvad han vilde.