Side:En Nihilist/142

Denne siden er ikke korrekturlest

et Arbejde, som han ikke udelukkende kunde lægge paa sine Kammeraters Skuldre. De faa Timers Søvn, han havde faaet, havde ingen Hvile været; thi selv i Søvnen forlod Bevidstheden om den sørgelige Virkelighed ham ikke helt.

 Vatajko sov i samme Værelse, men med den tyveaariges dybe, lykkelige Søvn. Andrey nænnede ikke at vække ham, men klædte sig stille paa, tvang sig til at spise et Stykke Brød og listede saa ud af Værelset og ned paa Gaden.

 Solen var allerede staaet op, men var skjult bag en let Taage. Byen laa endnu i Nattens Hvile, alle Skodder var lukkede, kun Natmændenes Køretøjer og enkelte Drosker var at se i Gaderne. Iblandt de faa Fodgængere, han mødte, var der flere Mænd, om hvem han antog, at de var Lidelsesfæller. Den langsomme Gang, hvormed de bevægede sig fremad, de feberagtigt flammende Øjne og det forpinte, sørgmodige Udtryk i deres Ansigter kunde nok tyde paa, at de var Venner og Bekendte af de dødsdømte, og at de, ligesom Andrey, forfulgt af deres indre Uro, var blevet drevne bort fra deres Leje, ud paa Gaden — hvor de vistnok havde vandret omkring hele Natten, maaske i det Haab ved legemlig Træthed at døve deres sjælelige Lidelser. — — —

 Uden nogen bestemt Tanke eller Følelse, kun med en pinlig, nagende Smerte i Hjertet, vedblev Andrey at gaa og gaa, indtil han pludselig befandt sig paa et Sted, som han kun alt for godt kendte. Det var der, at Anslaget skulde have fundet Sted. Han havde været der den foregaaende Dag saa fuld af Haab og Tillid, og nu — kun nogle faa Timer senere, var det alt som en fjern og utydelig Drøm.

 Han drejede hurtigt om, gik ind i en Række smaa, snævre Gader, som førte til Byen, og foresatte sig at ville gaa uafbrudt, indtil den frygtelige Time var forbi — først da vilde han vende tilbage til Hovedkvarteret. — —

 Men jo længere han kom frem, desto mere blev han hindret i sin Gang af utallige Menneskeskarer, som gik i modsat Retning, og det varede ikke længe, førend Gaderne var overfyldte af gaaende, ridende og kørende — som alle bevægede sig fremad i en og samme Retning.

 Mon disse Mennesker tænkte paa, hvad det var, de gik ud for at se? Var der i det hele taget nogen af dem, der begreb det? Og hos hvem var deres Sympati? Hos dem, der blev dræbte, eller hos dem, der lod dræbe? — —

 Intet kunde man læse sig til i disse Træansigter, de bevarede deres Hemmelighed godt, hvis de havde nogen! Mon de vilde