overdøvedes maaske hans Ord af Trommehvirvlerne og Larmen af Mængden, der nu fra begge Sider trængte sig sammen og som en uhyre Bølge fulgte det bestandig fremadskridende Tog?
Da han atter kunde skelne noget for Taagen, der et Øjeblik havde dugget hans Øjne, saa han, at der midt paa Vejen var noget galt paa Færde. Det var en Mand, der blev ført bort af to Politibetjente. Til sin store Forbavselse genkendte Andrey i Arrestanten den Bondemand, der for lidt siden havde givet Historien til Bedste om den gule Kat og Forvandlingen.
Manden havde, idet Toget kom forbi — paa sin Maade greben af Synet — knælet ned, bøjet Hovedet og bedt en Bøn for de dømtes Sjæle.
Fangevognen og Mængden, som fulgte den, var draget forbi; Andrey ønskede ikke længer at følge. Han havde faaet sit Budskab! — Mere vilde han ikke. Han saa Toget forsvinde om Hjørnet, og i samme Øjeblik var Gaden næsten tom; han selv gik stille bort i en anden Retning.
Ad ubrolagte Veje, langs Marker og Haver vedblev han at gaa, fuldstændig fordybet i sine Tanker, som han nu var i Stand til roligt at forfølge. Vistnok var disse Tanker stadig yderst sørgmodige, men dog paa en hel anden Maade end før og af ganske andre Grunde end om Morgenen.
Men pludselig var det, som gik der et Stik igennem hans Hjerte, det bankede voldsomt, og hans Strube snørede sig krampagtigt sammen. Han følte det — ikke som en Formodning, men som en fast, urokkelig Kendsgerning, at i dette Øjeblik var alt forbi deroppe paa den frygtelige, sorte Forhøjning! Han sank ned paa en lille Jordhøj og bedækkede sine Øjne med Hænderne.
Et Øjeblik senere gik han hurtigt, næsten løb tilbage til Byen, han kunde ikke udholde at være alene.
I Hovedkvarteret havde der efterhaanden samlet sig en Del af Partiets Folk; mange af dem kom først langt ud paa Aftenen, de fleste af Kvinderne savnedes. Iblandt de Mænd, der var til Stede, opdagede Andrey Georg — den sidste, han havde ventet at træffe her!
Sektionen i St. Petersborg havde faaet Meddelelsen om Eksplosionen og de deraf følgende Begivenheder endog lidt før end Andrey selv, idet Opdagelsen af Anslaget øjeblikkelig var bleven telegraferet til Central-Politikontoret i Hovedstaden og derfra hemmeligt bragt Ligaen. Samtidig fik man at vide, at Andreys Ophold i Dubravnik ikke længer var nogen Hemmelighed, og at en Mængde Spioner, som kendte ham af Udseende, skulde sendes