deres Bedste for at holde sig tappert. En for en, som blege Skygger forsvandt de i den halvmørke Gang. Andrey var dybt greben ved dette Syn; bag hvert enkelt af disse Ansigter læste han den skjulte Tragedie, og det forekom ham, at han aldrig i sit Liv havde set saa megen Sorg og Lidelse som i disse to Timer.
Endelig kom Turen til ham og Varia.
„Denne Vej!“ sagde hun og førte ham hurtigt igennem en Række mørke Gange ind i et stort, lyst Rum, der mere saa ud som en Forsal end som et Værelse. Til begge Sider fra Indgangsdøren løb to Afdelinger, som nærmest kunde betegnes som to uhyre Bure. Et tæt Staaltraadsnet, som ved nærmere Eftersyn viste sig at være dobbelt, idet der med fire, fem Alens Mellemrum atter var et lignende, spærrede ind til disse Afdelinger. Imellem de to Gitre gik en Skildvagt op og ned, og i Rummet selv sad der to andre, som saa meget søvnige ud.
„Hvor er Fangerne?“ spurgte Andrey.
„De bliver straks førte ind. Vi skal først efterses,“ sagde Varia.
En af Skildvagterne rejste sig ag sagde, at hvis de havde bragt noget med til Fangerne, maatte de aflevere det til den vagthavende Skildvagt, som skulde undersøge det. Denne Skildvagt var ham, der gik op og ned mellem Gitrene, og netop den Mand, som Andrey ønskede at træffe.
Han rakte sin Pakke ind igennem en Luge og sagde højt: „Til Søstrene Dudorov!“
Manden kastede et ligegyldigt, sløvt Blik paa den besøgende og begyndte langsomt at aabne Pakken.
„Jeg maa have mit Brev i Dag,“ hviskede Andrey.
Manden syntes intet at have hørt, men var tilsyneladende ganske optaget af at skære en stegt Kylling i to Dele for at forvisse sig om, at intet Budskab var skjult inden i den.
„I det bageste Værelse — under den gamle Kiste!“ sagde han lidt efter uden at se op.
Varia talte allerede med Masha Dudorov, der med ligblegt Ansigt lænede sig til Gitteret.
„Naa, det er altsaa dig, der er min Kæreste!“ sagde hun smilende, da Andrey kom hen til dem. „Jeg kunde ikke forstaa, hvad Onkel havde ment med sine Ord til Katia!“
„Hvordan har Katia det, og hvordan gaar det eder begge?“ spurgte han.
Hun fortalte, at de begge var raske og vistnok snart vilde blive sendte til Sibirien — de vidste allerede, til hvilken Mine de