optaget af at stirre paa Transportbaaren, havde ikke lagt Mærke til, at Andrey gik, og da Gendarmerne spurgte, om nogen var gaaet ud, forsikrede han højt og helligt og i god Tro, at ingen i Løbet af de sidste fem Minutter havde forladt Vestibulen.
IV. KAPITEL.
Den store Beslutning!
I Hovedkvarteret modtoges Andrey med Glædesudbrud af Georg og Vatajko, der i Ængstelse havde afventet hans Tilbagekomst.
St. Petersborger-Toget kørte Klokken halvti, der var ingen Tid at spilde.
Hurtigt pakkede de deres Ting sammen. Man blev enig om, at Vatajko skulde køre forud til Banen med Tøjet — to smaa Kufferter og en Vadsæk — tilstrækkeligt til at give dem Udseende af at være almindelig rejsende — og tage Billetterne, belægge deres Pladser og derpaa gaa dem i Møde. Da Andreys Stilling var meget udsat, burde han ikke vise sig paa Stationen førend i sidste Øjeblik.
Længe før Andrey og Georg havde ventet, kom Vatajko dem i Møde. Han havde ingen Billetter taget, han erklærede, at det var ganske umuligt for Andrey at rejse med Toget. Der var ikke Tvivl om, at man var paa Jagt efter ham. Stationen var fyldt med Politi; ved Indgangen var der posteret to civilklædte Individer — rimeligvis Spioner, som kendte ham — der stirrede hver enkelt, som kom, hensynsløst ind i Ansigtet. Hvis han viste sig, vilde han straks blive nappet.
Af den Grund havde Vatajko anbragt Bagagen i Garderoben og kom nu for at foreslaa en anden Plan. De skulde køre med Vogn til en af de nærmeste Stationer og rejse derfra — David kunde imidlertid tage med Toget og være der for at advare dem, hvis ogsaa der skulde vise sig at være Ugler i Mosen.
Andrey var adspredt og nedtrykt. Besøget i Fængslet og Zinas Brev havde bragt yderligere Uro i hans forud saa oprørte Sind, og han var kun lidet interesseret i, hvad der foregik omkring ham. De fulgtes alle tre ad; efter adskillig Talen frem og tilbage