for at skifte Dragt —, vilde hun næppe tro paa Rigtigheden af hans Ord. Men da David smilende forsikrede hende, at han for et Øjeblik siden havde forladt hendes Mand i levende Live, og at de havde gjort Rejsen sammen fra Dubravnik hertil, opklaredes hendes blege, forgræmmede Ansigt af et lykkeligt Smil.
— „Det er jo et rent Mirakel, at han er sluppen helskindet ud af det Helvede!“ sagde hun, da David havde endt sin Beretning.
„Ja, de gjorde det hedt nok for ham,“ svarede David. „De maa sørge for i det mindste i det første halve Aar at holde ham borte fra lignende Affærer, hans Stilling er alt for udsat. Frem for alt maa han ikke forlade St. Petersborg.“
„Jeg skal gøre mit Bedste!“ svarede Tania. „Men jeg frygter desværre, at her heller ikke er synderlig Sikkerhed for ham.“
„Det er alligevel ubetinget det sikreste Sted,“ mente David og tog lidt efter Afsked. Saa snart han var gaaet, løb Tania hen og stillede sig paa Vagt bag Vinduesgardinet — hun kunde herfra overse Gaden i hele dens Længde. Da hun endelig saa ham komme i Drosken, gav hun intet som helst Tegn, men blev staaende ubevægelig; kun hendes lykkestraalende Øjne og smilende Mund sagde ham, at hun havde set ham.
Et Øjeblik senere sluttede Andrey hende i sine Arme og glemte baade Planer og Forsæt, Czaren, Politiet og Sammensværgelser — alt forsvandt i den jublende Følelse af at være elsket og elske igen.
„Du kære!“ hviskede hun ved hans Bryst. „Jeg troede aldrig, at jeg skulde have set dig igen!“
„Det gjorde du Uret i!“ sagde han smilende. „Jeg lovede dig jo at komme fri og frank tilbage!“ Han sad i en Lænestol, hun paa hans Skød. „Men hvor mager og bleg du dog er bleven!“ sagde han. „Har du været syg?“
„Nej; men det har været en frygtelig Tid for mig!“ svarede hun. „Men nu er det alt sammen glemt!“ tilføjede hun fornøjet og fortalte smilende om alle sine Ængstelser.
„Tilgiv mig, du søde! Nu ser jeg først, hvor styg jeg har været imod dig!“ sagde han.
„Bryd dig bare ikke om det! Det var dumt af mig straks at tro det værste. Næste Gang skal jeg være mere fornuftig —“
Men ved den pludselige Tanke om, at hun maaske atter skulde gennemleve noget lignende, udbrød hun i en ganske forandret Tone, idet hun klyngede sig til ham: „Nej! nej! Vi vil aldrig mere skilles! Hvorfor skal vi ogsaa det? Jeg kan paa saa mange