vor Mission til Ende! Hvad vilde Landet have vundet, hvis vi, i Stedet for at gengælde Slag med Slag, havde nøjedes med at rejse omkring og tale og undervise i alle mulige afsides Kroge? Man vilde ikke have hængt os — sandt nok! Men hvad var der naaet derved? Man vilde alligevel have arresteret os og sendt os til Sibirien, og vi vilde alligevel raadne rundt omkring i Fængslerne. Og Folket vilde vi ikke have gavnet en Døjt mere! Eller tror du maaske, at de giver os Frihed som Belønning for god Opførsel? Nej, vi maa kæmpe med de Vaaben, vi kan faa fat paa. Og hvis det bringer os Lidelser — saa meget des bedre! Det vil være et nyt Vaaben i vor Haand. Lad dem blot hænge os, skyde og myrde os i deres underjordiske Fængsler! Jo grusommere de behandler os, des større Fremgang faar vor Sag! Jeg vilde blot ønske, at de vilde slide mit Legeme i mange Stykker eller brænde mig levende over en langsom Ild midt paa Torvet —“ sluttede han med hviskende, uhyggelig Stemme og saa paa hende med et flammende Blik.
Tania følte med Rædsel, at Grunden var ved at slippe væk under Fødderne paa hende. I Stedet for at dulme Ilden havde hun kun gydt Olie i den; hun vidste ikke mere, hvad hun skulde sige.
„Andrey — hør mig! — Der er noget mere, jeg vil sige; men nu har jeg glemt, hvad det var —“ stammede hun og lagde sin Haand paa hans Arm. „Det var noget meget overbevisende — det ved jeg — men mit Hoved er ganske forvirret. Aa Gud — det er alt sammen saa frygteligt! — Men vent blot et Øjeblik — jeg kommer nok paa, hvad det var, jeg vilde sige —“
„Jeg skal vente, saa længe du vil, du kære Barn!“ sagde Andrey og kyssede hendes hvide Pande. „Lad os slet ikke tale mere om den Ting i Dag, hører du!“
Hun rystede energisk paa Hovedet — hun maatte og skulde sige det, der laa hende paa Hjertet, netop nu — i Dag — lige straks.
„Jo — ser du“ — begyndte hun — „Bondebefolkningen, som tror paa Czaren. — Aa nej, det er ikke det, jeg mener. — Men den Del af Samfundet, som nu er neutral. — Nej, jeg kan ikke!“ brød hun pludselig af; der gik en heftig Skælven igennem hendes Legeme, og hendes Læber blev ganske hvide.
„Aa, min Gud, hvad skal der blive af mig, naar de dræber dig?“ gispede hun, lagde Haanden over Øjnene og kastede sig tilbage.
„Min stakkels, kære, lille Tania!“ udbrød Andrey og greb hende i sine Arme. „Jeg ved jo, hvilket frygteligt Kors jeg