„Det var netop det Ord, du raabte højt, idet jeg kom hen til din Seng!“ svarede Georg.
„Gjorde jeg? Naa, saa er Fornærmelsen jo ikke saa stor,“ svarede Andrey smilende og fortalte Vennen sin Drøm.
VI. KAPITEL.
Afsked og Slutning.
De sammensvornes Arbejde nærmede sig sin Fuldendelse, og den skæbnesvangre Dag stod for Døren.
Dagen efter, at Tania havde været til Stede ved Mødet i Hovedkvarteret, hændte det, at Andrey ved at rense og pudse sin Revolver — den, han skulde bruge til Attentatet — kom til at knække en Fjeder. Der vilde ikke blive Tid til at faa den repareret; thi der paafulgte nu flere Helligdage. En Ven tilbød ham sin og anbefalede den som en i alle Maader paalidelig og sikker Revolver. Andrey stolede paa hans Ord uden at gøre sig den Ulejlighed at prøve Vaabnet ude paa aaben Mark eller i et Skydelokale.
Han vilde ikke have været saa ligegyldig, hvis dette Uheld var hændet paa et tidligere Tidspunkt; men efterhaanden som den afgørende Dag nærmede sig, var alle hans sjælelige Evner koncentrerede om selve det afgørende Øjeblik.
Rædslen for Døden er saa dybt rodfæstet i ethvert Menneske, at vist kun meget faa kan overvinde den helt endog i Øjeblikke af den højeste sjælelige Spænding. Men absolut ingen kan Dag for Dag, Uge for Uge leve under et saa stærkt aandeligt Tryk uden til Tider at slappes.
Andrey skyede med jernhaard Energi alt, som kunde indvirke svækkende paa hans Nerver og Vilje. Han følte godt, at et Møde med Tania vilde koste ham en frygtelig Kamp, og han vilde helst have undgaaet det; men han kunde ikke bringe det over sit Hjerte at skuffe hende saa frygteligt. Bevæbnet med al den Kulde og Haardhed, han raadede over, begav han sig en Formiddag af Sted til deres fælles Bolig.
Tania sprang op og løb ham i Møde, da hun saa ham komme, men fo’r pludselig forskrækket tilbage ved at se hans forstenede, iskolde Udtryk. Dog allerede i næste Nu laa hun om hans Hals.