mere at give bort. Vistnok havde han endnu den ene Gerning — hans Livs største — for sig; men der var allerede arbejdet saa meget paa den, at det forekom ham, at det, der var tilbage, næsten allerede var udført.
Uagtet han endnu levede, var i fuld Besiddelse af sin aandelige og fysiske Kraft, havde han en besynderlig, næsten haandgribelig Følelse af at være en død Mand. Det var med en fremmeds rolige, lidt medlidende Overlegenhed, at han tænkte paa alle dem, der stod ham nær, og paa alt omkring sig.
Hele hans Liv laa i dets mindste Enkeltheder saa mærkværdig klart for ham. Han tænkte paa Tania, paa Vennerne, paa Partiet og paa Fædrelandet — paa en fuldstændig lidenskabsløs Maade, som om det alt var noget, der laa ham saa uhyre fjernt.
Da Vatajko noget senere kom ind, traf han Andrey fuldt paaklædt og rede.
Den unge Mand saa paafaldende alvorlig og bedrøvet ud; men Andrey lagde næppe Mærke til ham; for ham var han kun en Skygge.
„Der er en af dine Vagtposter her udenfor, som gerne vilde hilse paa dig, hvis du ikke har noget imod det,“ sagde Vatajko stille.
For Andrey var det fuldstændig ligegyldigt, om han hilste paa nogen eller ej; men som god Kammerat svarede han dog venligt, at det selvfølgelig vilde glæde ham, og spurgte om Mandens Navn.
„Det er Sazepin,“ svarede den anden. „Husker du ikke, at du traf ham ved Grænsen forrige Aar, da du vendte tilbage, og han rejste bort?“
Aa jo, Andrey huskede godt dette Møde i det lille tyske Gæstgiversted og den livlige Debat, de førte; men hvor uendelig fjernt var det ham ikke nu!
Sazepin kom ind, i Begyndelsen noget trykket af de egne Forhold, hvorunder de atter mødtes; men han genvandt snart sin sædvanlige, lidt støjende, ungdommelige Maade at være paa.
I Andreys Væsen og Tale laa der intet, der opfordrede til Højtidelighed; han var, som han altid plejede at være — maaske kun lidt aandsfraværende.
De talte om deres Møde ved Grænsen — om Annie Vulitch, David og Ostrogorsky.
Sazepin var for tre Maaneder siden vendt tilbage til Rusland over Sydgrænsen og havde i Odessa truffet Klein og Levshin.