Næste Morgen, da Solen tittede ind gennem Sprækkerne i Skodderne, var David første Mand paa Benene. Han klædte sig hurtig paa, og aabnede Vinduesskodderne; de to andre vækkedes af hans muntre Stemme og var ligeledes snart i Tøjet.
Ostrogorsky, den ældste af dem, var en midaldrende Mand, mager og med bøjet Ryg og et sygeligt, hentæret Udseende. Han var for flere Aar siden for en eller anden ubetydelig Forseelse bleven forvist til en afsides liggende By ved Volga, og var nu flygtet fra sit paatvungne Opholdssted for at bosætte sig i Udlandet.
Den anden, en ung, kraftig Mand paa treogtyve Aar, ved Navn Sazepin, var en af Davids Med-Sammensvorne; han havde beklædt en underordnet Stilling i et Linieregiment, men var efterhaanden bleven saa mistænkeliggjort, at Ligaen mente det var bedst, at han „forsvandt“ en Tid.
„Skynd jer lidt, Kammerater!“ sagde David. „I skal have meget udrettet i Dag og har ingen Tid at spilde. Nu skal jeg sørge for Frokosten.“
Udenfor traf han den tredje af Selskabet, Annie Vulitch, en Pige paa nitten Aar, indviklet som Medvider i nogle Uroligheder af ikke politisk Art.
Da Politiet havde nægtet hende et Pas til Udlandet, havde David beredvilligt lovet hende at skaffe hende over Grænsen, saa snart der gaves Lejlighed dertil.
Frokostmaaltidet var saa rigeligt, som Fomas Spisekammer paa nogen Maade tillod. Dette var en af Davids Egenheder. Fuldstændig ligegyldig over for sine egne Fornødenheder, drog han en — til Tider — næsten latterlig Omsorg for dem, der var betroet til hans Førelse. Teen lavede han altid selv; han førte bestandig et Forraad med sig i Rejsetasken, fordi den Te, man købte undervejs, baade var ham for dyr og for daarlig. Maaltidet forløb livligt. Alle var i denne egne, ophidsede Stemning, som stærk Spænding og Følelsen af forestaaende Fare fremkalder. De kunde ikke faa ud af deres Hoved, at det at komme over Grænsen fra Czarens Rige ikke var en overmaade farlig Historie, endskønt David forsikrede dem, at det var den letteste Sag af Verden. Der var i Hundredevis af rejsende, der passerede Grænsen hemmeligt, simpelthen for at spare Udgifterne ved et Rejsepas; og politisk mistænkte kunde komme lige saa nemt derfra som alle andre, naar der da ikke var noget ganske særligt paafaldende ved deres Ydre.
„Det er meget muligt,“ bemærkede Annie Vulitch med en let