at høre det russiske Sprog. Det var Andrey, som allerede for fulde fem Dage siden var kommet hertil efter Ordren i Georgs Brev. Time efter Time havde han ventet paa David — hvem han skulde træffe her —, og han var ved at forgaa af Kedsomhed.
Han gættede øjeblikkeligt, at disse tre maatte være Nihilister i Davids Følge, og følte sig stærkt fristet til at tiltale dem, men betvang sig. Det kunde jo muligvis være fremmede, og Forsigtighed skader ikke. Hvis det virkelig var Venner af David, vilde David ikke heller lade vente længe paa sig.
III. KAPITEL.
En travl Dag.
Da Andrey var kommen tilbage til Værtshuset, hvor han boede, gav han Besked om, at han, i Tilfælde af, at der skulde komme nogen og spørge efter ham, var hjemme hele Dagen.
Vinduet i hans Værelse vendte ud til en stor, grøn Plads, hvor en Mængde Gader udmundede. Her sad han og iagttog de forbigaaende, og Klokken henad elleve opdagede hans skarpe Blik Davids undersætsige Figur, der i fuld Fart kom om et Hjørne. Han var iført den samme svære Kavaj, som han plejede at bære Aaret rundt, og svingede stærkt med Armene.
Andrey fo’r ned ad Trapperne; de to Venner mødtes i Forstuen og omfavnede hinanden efter ægte russisk Skik.
„Du har vel været gnaven, fordi jeg har ladet vente paa mig, hvad, gamle Dreng?“ spurgte David, idet han klappede Andrey paa Skuldren.
„Aa ja, en lille Smule! Men for Resten var jeg bange for, at der var hændet dig noget galt.“
„Snak! Hvad galt skulde der kunne hænde mig? Nej, jeg skulde bare se at faa samlet en lille Trup til at bringe med over. To Fluer med ét Smæk, forstaar du, det er billigere og nemmere.“
„Jeg er vis paa, at jeg saa dine Folk ved Færgen for lidt siden.“
„Ja, det er rimeligt nok. Sazepin, som du jo nok kender af Omtale, er iblandt dem. Du maa endelig lære ham at kende.“