De var imidlertid kommet til Andreys Værelse; David tog sin Overfrakke af, smed den paa den Hestehaars Sofa og satte sig.
„Fortæl mig nu om alt det nye, du véd,“ sagde Andrey, der stod op foran ham. „Hvorledes lever Georg og alle de andre? Og er der noget nyt om Boris? Har I hørt fra Zina?“
„Ja, vi har faaet et Brev fra Zina. Udsigterne synes ikke at være synderlig lyse, efter hvad vi kan forstaa af de faa Oplysninger, hun giver i sit Brev. Men det varer ikke længe, førend hun atter er i St. Petersborg, og saa faar vi fuld Besked.“
„Følges vi ikke ad til St. Petersborg?“
„Nej,“ svarede David. „Jeg skal videre til Schweiz, og maa blive der i nogen Tid.“
„Véd Vennerne, at du kommer? Har du skrevet til dem?“
„Nej, det gør jeg aldrig, det er bedre at komme uventet. Hvorledes lever de?“
„Der er intet at fortælle! Den ene Dag gaar som den anden, bestandig den samme uendelig triste Tilværelse!“ svarede Andrey.
David slog sig utaalmodigt paa Knæet.
„Det er en uderlig Race, disse Nihilister!“ udbrød han. „At leve i et frit Land under en stor social Bevægelse og saa dog føle sig som en Fisk uden Vand; det er ufatteligt! Er da for jer hele Verden begrænset til Rusland?“
Det var et Spørgsmaal, som David med sin jødiske Kosmopolitisme ofte drøftede med sine russiske Venner.
„Ja, du har Ret til at bebrejde os dette,“ svarede Andrey med den Beredvillighed til Selvkritik, som hyppigt skjuler dyb Tilfredshed med den begaaede Fejl. „Vi er den mindst kosmopolitiske af alle Nationer, omendskønt mange mener det modsatte. Du er egentlig den eneste Mand, jeg kender, der fortjener at kaldes en Verdensborger!“
„Det er smigrende, men ikke meget behageligt,“ svarede David.
Andrey forfulgte ikke denne Samtale videre, men spurgte om, hvad Petersborg-Vennerne egentlig mente om Boris’ Stilling. Sagen gik ham nær til Hjerte; Boris var hans kæreste Ven og den Mand paa hele Jorden, han foruden Georg stod nærmest.
„Det er ikke muligt at dømme derom, før Zina er kommen tilbage,“ svarede David. „Men jeg er bange for, at vi i Øjeblikket ikke kan gøre noget for ham.“
„Af hvad Grund?“ spurgte Andrey.
„Fordi vi ikke har de fornødne Midler!“ sagde David med et