Side:En Nihilist/53

Denne siden er ikke korrekturlest

mærkeligt nok var det dog Vennens Kærlighed til den unge Pige, der gjorde ham blind over for hans egne Følelser.

 Georg var en sjældnere Gæst i Advokatens Hus end Andrey. Den unge Digter benyttede den Ferie, som Sommeren bragte med sig, til at arbejde paa sine egne Ting.

 Da Andrey naaede Advokatens smukke, lille Villa, som var smagfuldt prydet med Træskærerarbejde i russisk Stil, fandt han Husets Herre alene hjemme. Tania var gaaet ud. Helene Zubova var kommen straks efter Middag for at hente hende til en Spadseretur, Georg ventede paa dem i Parken, og de kom næppe hjem før sent paa Aftenen, forklarede den gamle Herre.

 Andrey følte sig bittert skuffet og vilde straks tage Afsked, men hans Vært holdt ham tilbage.

 „Sid dog ned og ryg en Cigar!“ sagde Repin. „Jeg fejrer ogsaa min Søndag nu.“

 Foran ham laa et nylig udkommet Hæfte og en Elfenbenspapirkniv mellem dets Blade.

 „Hvor kommer De fra, og hvad nyt foregaar der i den Del af Verden, hvor De færdes?“ fortsatte Repin. „Skal vi alle sammen gaa i Hundene, og er De allerede bleven enige om paa hvilken Maade?“

 „Aa nej, slet saa galt er det ikke,“ svarede Andrey. „Jeg kommer fra et Arbejdermøde.“

 „Ja saa! Udrettes der meget ad den Vej?“

 „Ubetinget! Især i det sidste Aars Tid.“

 „Og finder De virkelig, at disse Bestræbelser bærer Frugt?“ spurgte Advokaten stærkt interesseret, men i en noget tvivlende Tone.

 „Naturligvis gør det det, hvorfor skulde vi ellers blive ved dermed?“ spurgte Andrey.

 „Aa, de fleste Mennesker er i Regelen mest udholdende paa de Punkter, hvor det er mest frugtesløst,“ bemærkede Repin.

 Født Adelsmand og opdraget iblandt dem, der havde Livegne under sig, nærede Advokat Repin som saa mange af de bedste Mænd fra hans Tid den Anskuelse, at der imellem den dannede Mand og Arbejderen var en uoverstigelig Afgrund. I sin Virksomhed som Advokat ved de politiske Forhør havde han vistnok truffet adskillige Arbejdere og Bønder, som aandeligt stod paa fuldstændig samme Niveau som den mere dannede Mand, og det slog ham hver Gang som noget helt nyt. En Svale — ja selv en halv Snes — gør imidlertid ingen Sommer, og han var lige saa tvivlende som før, men greb dog nu med Glæde Anledningen til at høre lidt