Der lagde sig en Rødme over hendes Pande, og en egen Følelse, der hverken var Had eller Hævn, fik hendes Hjerte til at bæve og hendes Øjne til at flamme. Her i dette fattige Værelse, i en afsides liggende Del af Byen havde Beretningen om en ædel Daad for bestandig vundet en ny Sjæl for den store Sag.
Da den unge Pige atter talte, var det ikke for at aflægge nogen højtidelig Ed eller komme med patetiske Fraser. Noget saadant vilde i dette Øjeblik have været hende umuligt, selv om hun ikke af Naturen havde haft en udpræget Afsky for enhver Skygge af Ostentation. Hverken nu eller nogen Sinde senere i hendes Liv, under de mange Aars bitre Lidelser og heltemodige Udholdenhed, kunde hun med Ord have forklaret den Forandring, der nu foregik i hendes Sjæl, og som fandt et højst besynderligt Udtryk i følgende Ord, udtalte med en lav, skælvende Stemme:
„Jeg ser ikke noget særlig stort i det, Myrtov har gjort.“
Georg saa med et hurtigt, spørgende Blik hen paa hende.
„Imellem en Mand, der er saa værdifuld for den gode Sag og en anden, som selv ved, at han intet betyder, kan Valget ikke være svært. Myrtov har kun gjort sin Pligt — intet andet,“ vedblev hun uden at se op.
Helene nikkede bekræftende; hun for sin Del var ganske enig med Veninden.
Georg vedblev forbavset at stirre paa hende; han havde aldrig ventet at høre Tania tale saaledes, og dog troede han, at han kendte hende saa godt.
„Vilde du under lignende Forhold have gjort det samme?“ spurgte han med bævende Stemme.
„Ja, hvis jeg havde haft Aandsnærværelse nok,“ svarede Tania uden at betænke sig og saa ham fast ind i Øjnene.
Hun havde netop besvaret sig selv dette Spørgsmaal og var som Følge deraf kommen med sin uventede Bemærkning om Myrtovs Handlemaade.
Andrey kunde ikke faa sine Øjne fra den unge Pige, saa vidunderlig dejlig forekom hun ham i dette Øjeblik, og der gik en Gysen igennem ham som i Forudfølelsen af en forestaaende Fare.
„Hvis moralsk Mod i det hele taget har noget Værd,“ begyndte Georg, „saa maatte den bedste og største af vore Mænd være en formastelig Taabe, om han bevidst modtog et saadant Offer — —“ Han var synlig ophidset og talte i stærk Bevægelse.
Tania saa paa ham og rakte saa sin Haand hen imod ham:
„Du er et bravt Menneske, Georg,“ sagde hun; „men lad os nu hellere tale om noget andet.“