dem, naar han var i Dubravnik; ingen spurgte ham om hans Pas, han var simpelthen kendt under Navn af David.
Han tog hjerteligt imod Andrey.
„Du kommer akkurat i rette Tid,“ sagde han; „thi allerede i Morgen skal jeg rejse videre.“
Efter at man havde talt en Tid sammen, erklærede David, at han vilde følge med til Zina, da han havde noget at tale med hende om. „Men jeg skal først have ordnet noget,“ tilføjede han og trak sin uundværlige Lærreds-Vadsæk frem af en Krog af Stuen og gav sig til at fare med Haanden ned i den.
„Det er en underlig Vadsæk, den!“ sagde han. „Altid ligger det, jeg søger efter, helt nede paa Bunden,“ og han begyndte i rivende Hast at sprede dens Indhold ud over hele Sofaen.
Endelig fandt han, hvad han søgte: en lille Trææske, som viste sig at indeholde Saks, Fingerbøl, Traad og andre Sysager. Saa trak han Overfrakken af og begyndte at sy.
„Lad mig dog hellere gøre det for dig!“ sagde Masha og rakte efter Frakken.
„Nej Tak!“ svarede han. „Jeg gør det meget bedre selv. Mands Arbejde er langt solidere!“
For ogsaa paa en eller anden Maade at gøre sig nyttig, gav Andrey sig til at lægge Tingene ned igen i Vadsækken. Idet han greb en lille, grøn Pose paa fem, seks Tommers Længde, faldt der en besynderlig Genstand ud, som han først tog for et Stykke Legetøj. Det var en Træklods paa vel en Tommes Højde, stillet paa et lille bitte Fodstykke. Nogle lange Læderremme var fæstet til det og antydede, at det maatte være en Brugsgenstand. Ved at aabne den lille Pose saa han, at den indeholdt et hvidt og sortstribet, uldent Klæde af den Slags, som bruges ved den jødiske Gudstjeneste. Han havde flere Gange været i Synagogen og var vis paa, at han ikke tog fejl. Den lille Træfigur var det diminutive Alter, som Jøderne binder fast til Panden, medens de læser deres Bønner, og det stribede Klæde var den hellige Talith, som de bruger til at bedække deres Hoved og Skuldre med, mens de beder.
„Se dog en Gang, hvad David har her!“ sagde Andrey og holdt de to Ting op foran Masha.
De lo begge, det var virkelig for morsomt at se den Slags Sager i Davids Gemmer, han, der saa vel som de andre var afgjort Fritænker.
„Le I kun!“ sagde David. „Jeg rejser aldrig uden de to Ting — det er mit Pas og virker ligefrem magisk paa Spioner og Politi; det falder dem ikke ind, at jeg kan være Nihilist!“