en Droske i rasende Fart komme imod dem og Vatajkas Hoved tittende frem ved Siden af Kusken, hvem han syntes at sige en Besked.
„Halløj! Holdt!“ raabte Andrey.
Vatajka sprang ned af Vognen; han bragte Meddelelsen: Signalet i Kleins Vindu var givet — alle Vagtposter var allerede paa Plads.
„Løb alt, hvad du kan, og faa dem væk igen,“ udbrød Zina. „De maa ikke ses paa Gaden i Dag, der bliver ikke noget af vor Plan.“ Og da hun saa den unge Mands skuffede og bedrøvede Ansigt, tilføjede hun hurtigt: „Det er intet af Betydenhed, kun en Opsættelse paa nogle Dage.“
Vatajko skyndte sig af Sted, og Zina og Andrey fortsatte deres Gang.
Det var en kold, fugtig Efteraarsmorgen, en fin Regn begyndte at falde og tiltog i Styrke efterhaanden, som de gik. Fodgængerne i Gaderne skyndte sig af Sted, alt hvad de kunde.
„Hvilket udmærket Vejr!“ sagde Andrey med et Suk og pegede paa den efterhaanden ganske mennesketomme Gade.
Zina nikkede, Vejret kunde virkelig ikke have, været heldigere for et Anslag som deres.
Idet de drejede ind i Lindetræsalléen, fo’r de begge sammen.
„Der er de!“ hviskede de uden at bevæge Hovedet. Midt i Alléen saa de den lille Eskorte komme, to Gendarmer gik foran, saa kom de tre Fanger og til sidst igen to Gendarmer.
Kun Boris, som gik i Midten, saa rask og stærk ud, hans lange, nøddebrune Skæg flagrede i Vinden, og hans Ansigt udtrykte Glæde over det uventede Møde, uden Skygge af Ængstelse for, hvad det kunde betyde. Begge de to andre, Levshin og Klein, var blege, maaske grundet paa Sygdom, men maaske ogsaa kun af Sindsbevægelse.
De to Grupper nærmede sig langsomt hinanden, idet Vennerne hver for sig gjorde sig den mest mulige Umage for ikke ved et Blik eller en Gestus at forraade Gensynets Glæde. Fuldstændig ligegyldige fortsatte de deres Gang og dog vidste de gensidigt, at de saa og følte hinanden.
Zina sagtnede sine Skridt, men alligevel svandt Afstanden mellem de to Grupper med rivende Fart. Med et brændende Ønske om at forlænge disse dyrebare og dog saa vemodige Minutter traadte hun ind i en Port, som for at søge Ly mod Regnen Pludselig fo’r der en Idé igennem hendes Hoved.
Hun saa hen paa Boris og begyndte med Skaftet af sin Paraply