disse Folk forstod ikke tyve Ord af deres Sprog, som regjerte og kommanderte dem.
Et eneste Tilfælde er noksaa ligt vort, og det vogter ogsaa Maalstræverne sig for at bruge rigtigt. Det er Plattyskens Forhold til Høitysken. Plattysken har store Aner; det var den mægtige Hansa’s Sprogform. Det tales den Dag i Dag langs Tysklands Nordkyst, det har sin Litteratur, sine Teatre; men ligefuldt lægger Nordtysken ikke an paa at fortrænge Høitysken fra Skolerne, Offentligheden, Selskabet. De vedkjender sig loyalt dets Overlegenhed som Kulturbærer og Folkesamler. Saaledes tænker og handler de Mange og Mægtige. Men vi, de Faa og Svage — ?
Dermed forlader jeg det Løfte, vi fik om, at Bonden skulde gi os Vederlag, naar vi mistet vort Kulturmaal. Jeg gaar over til det andet Løfte, nemlig at da skulde vi andre bli saa meget norskere.
Jeg har været i mange Land og taler med mange Slags Udlændinger, læser deres Bøger og Aviser; men jeg har aldrig set noget tilsvarende til det idelige Opstyr om og den paatrængende ublu Passudstedelse for, hvad som er norsk, mere norsk og mest norsk. En Ting gaar klart frem af dette: her har engang noget gaat istykker, som vil bøtes. Men ligesaa bestemt én Ting til: ved atter at bryde istykker, øges Uklarheden indtil det Utaalelige, ja, til det rent Sindssyge.
