skjønner sig paa det, vil finde disse Egenskaber igjæn — Norskheden iberegnet — hvor han maler, hvad han maler, at sige, naar det ligger for hans Naturel.
Tonerne er det mest umiddelbare Udtryk ogsaa for det nationale. Er nu Edv. Grieg mere norsk, naar han lægger en Melodi over en Maaltekst? Er han mindre norsk, naar han bruger nyere Motiver og Musikens høiere Former? Er han da mindre norsk?
Paa samme Maaten maa vi spørge, naar vi gaar over til Karakteren, til det, som danner norsk Mand og norsk Kvinde. Er en Karakter mere norsk i et Bondesamfund med det Væsen, de der har, og med de Forestillinger, de der lever i, — end naar den har naaet op i Dannelsens høiere Lag? Naar den staar i større Gjæring med større Ansvar? Vilde ikke det være det samme som at sige, at det norske overhovedet ikke taaler Udvikling, ikke taaler andet Samfund, anden Gjerning end Bondens? Vi maa da endelig gaa ud ifra, at den stærkeste Karakterudvikling, den høieste Aandsaabenbarelse blant os tillige i sin Art er det mest norske? For hvad vilde ellers det norske være værdt?
Men da faar vi sandelig ogsaa la denne den høieste Udviklings Sprogform være med Fred! Et stærkt individuelt Bondeliv kan give mange Vilkaar for en slig Udvikling, jeg haaber bestandig flere; men fuldbyrde den kan det ikke.
Kun ét endnu! Bønderne roses med Rette for deres stærke Nerver. Ofte skulde En tro, at bare
