Side:En Tale om Maalsagen.djvu/17

Kvinders Sameje i By som Bygd, et internationalt Ceremoniel, overført til vor nordlige Breddegrad med nødvendige Tillæmpninger. Men idag har Byerne (som de mere fremskredne paa Landsbygden) bevidst og frivillig skyvd dem av sig. De var et Hæfte for det moderne; mere demokratiske Samfundsliv. Som f. E. det lange Ceremoniel foran en Handel. I Japan drev de Respekten for Andenmands Eiendomsret saa vidt, at den, som vilde kjøbslaa, gik rundt Huset hele Dagen, før han vaaget sig til at gaa ind. Resterne av denne Ærbødighed lever igjæn paa Landsbygden. Men saa forholder det sig med alle de gamle Skikke. De var engang Alles. Saa forholder det sig med Bønderne i det Hele. Bruger de ikke det samme, som vi bruger idag, saa bruger de det, som Byernes Dannelse havde paa, spiste, laa i, tænkte, redet og hygget sig med igaar. Det er en Naturlov. Se paa Husene, de bor i, — enten er de de samme Husene, som Byfolket brugte igaar, eller de samme stygge Husene, som de bruger idag. Det norske Hus er endnu ikke fundet, vi har ikke hat Originalitet stærk nok til det. Selv de Levninger, som hist og her staar igjæn fra gammelt, høver ikke os, har aldrig høvet vort Klima, vore særegne Behov, ja, jeg tør tilføie: vort nationale Lynne. De er indførte og brugte uden Tilegnelse. Jeg skal her ikke indlade mig dybere paa det; jeg samler det, som jeg hadde at si, i det Ønske: gid vore unge Arkitekter ved forstandigt Brug af Motiver fra gammelt og ved endnu forstandigere Studium av vore Behov, vort Materiale, vor Øko-