Side:En intellektuel forførelse.djvu/13

Denne siden er korrekturlest


Olga.

Ja, det kan du da vide — ja det vil sige: de tog den da, skjønner du. Forresten saa var det ikke bestandig. For naar det var nogen, vi ikke likte — aa gud, hvor vi løb da. Da var der næsten aldrig tale om, at de fik fat paa os; og fik de det, saa var vi altid saan alvorlige og kjedelige mod dem, at de opgav det hele.

Herman.

Aa ja da, jeg forstaar godt, hvordan du har tat den ting. Men sig mig: naar det nu var en, som du likte — kom det saa aldrig længer end til kysser?

Olga.

Nej, er du gal du? — hvad er det, du mener?

Herman.

Ja, fan’en tro.

Olga.

Du kan da vide det...

Herman.

Gud ved. — Naa, men det vil du altsaa i ethvert fald ikke sige, skjønner jeg. — Men du! havde du aldrig nogen følelse af dengang, at det ikke var »rigtigt« at løbe saan med gutterne?

Olga.

Aa jo lidt saa! men det var ikke stort. Det var saa morsomt, at vi ikke tænkte stort paa det.