Jeg tror ikke jeg vilde kunne gjøre noget. Jeg tror ikke, jeg vilde kunne finde paa noget, som jeg kunde gjøre for at faa folk til engang at bli saan, som jeg vilde, de skulde være.
He! nej det vilde da ogsaa vært underligt, om du havde trod det. Førend din intelligens faar hadet som drivkraft, før vil du aldrig kunne gjøre noget. — Og nu — hvordan i al verden skulde du netop nu kunne gjøre noget?! Her har jeg holet dig frem af nattens mulm og mørke og ført dig hen i graalysningen, og saa viser det sig, at du er for gammel og nervøs til »at gjennemvandre beslutningernes friske morgenluft«, som digteren siger, og komme over i frihedens fulde dagslys. Nei, det er klart, at hvis du ikke blir kvit den elendige nervøsitet og faar et nyt ungdomsmod — saa er du forloren, saa er der aldrig tale om, at du kan komme til at gjøre noget. Nej, først maa du beslutte dig til dette her; saa faar du hadet — og det er hadet, det kommer an paa —, og saa kommer det andet af sig selv. — For satan, beslut dig til det da, menneske! det er jo det eneste, du har at gjøre.
Jeg kan ikke; jeg tør ikke! jeg vil ikke!
