nesker, du er sammen med, vil, ret som det er, ved sine udtalelser om andre komme til at dømme dig som et foragteligt menneske. Uden selv at vide af det gudbevares; men derfor er det lige ækkelt. Og det vil du ikke i længden kunne holde ud. Du vil trække dig tilbage fra dem i had og bitterhed — og saa vil det bli dig en trang at ta fat paa den opgave du nævnte: at tvinge folk til at forstaa, at det er dem, som er foragtelige og ikke dig.
Men — hvordan i al verden skulde jeg kunne tvinge folk til at forstaa det?
Jo, derved at du aabenlyst for hele verden lever, som du selv har lyst til — og saa forsvarer den maade at leve paa. Du er foreløbig blet snydt for kjærligheden, som du synes bedst om — vel, saa vælger du som surrogat moroen og hadet, fordi det er det, som næst efter kjærligheden falder mest i din smag. Og naar man saa kaster sig over dig, fordi du derved kommer i strid med det, som er »anstændigt«, »ærbart«, »rigtigt« osv., saa slaar du fra dig, alt hvad du kan.
Alt hvad jeg kan? .... men hvad kan jeg da? ... . jeg staar jo magtesløs jeg alene imod alle de andre.
