Side:En intellektuel forførelse.djvu/9

Denne siden er korrekturlest


Herman.

Ja, kjære dig, næsten hver gang, naar vi to skilles, saa er det jo det sidste du siger det, at: (aber efter hende) »aa jeg tør ikke si, at jeg har gaat saalænge her og snakket med dig« 

Olga.

A ja men ...

Herman.

Og — he! — jeg har tænkt mig, at jeg husker dig her forleden dag inde hos konditoren. Det var ganske kosteligt. Vi havde siddet der og passiaret sammen akkurat som et par andre kammemerater. Saa blir der en stans. Og saa pludselig ser jeg, at du blir blussende rød — he — først paa halsen, og saa opover hele ansigtet: »Aa gud«, sa du, »tænk om papa vidste, at vi to sad og talte sammen om saant noget«.

Olga.

Ja, jeg kan ikke gjøre for det, men hver gang naar jeg saan ligesom stanser og tænker mig om og tænker paa, at jeg virkelig gaar her og taler med dig om alt saant, som herrer og damer ellers aldrig taler sammen om, saa... saa ... ja saa synes jeg, det er saa underligt, at det virkelig er saa, og saa kan jeg ikke la være at tænke paa, hvad papa og mama og alle de andre vilde si, naar de vidste det, og hvor forfærdeligt de vilde synes, det var. Og saa er det saa ondt saa ... jeg synes ligesom ...