havde gjort, fuldstændig stadfæstede; man holdt det nu for godtgjort ved disse Fund og Undersøgelsernes Resultater, at Kridtiden, som man havde anseet for endt og afsluttet for Aartusinder tilbage, endnu bestod med sin Dyreverden og fortsattes i de store Havdyb; og man gjorde end videre den Slutning, at alle de Ændringer og Oscillationer, som have foregaaet i Jordfladen siden hin Periode, neppe have strakt sig ned til 1,000 Fod under den nuværende Havstand.
Denne Opdagelse og Beskrivelsen over denne mærkværdige Sølilje, levende i Nutiden, satte ligesom Kronen paa Sars's mangfoldige Arbejder og Opdagelser. Han var ogsaa fuld af det selv ligetil den sidste Tid; vi vare sjelden eller aldrig sammen, uden at han havde et eller andet Nyt at meddele i den Anledning. Men han skulde ikke opleve at se det mest træffende, som maaske er sagt derom.
I et af de sidste Novembermøder sagde nemlig Præsidenten i det kongelige britiske Videnskabsselstab: „Opdagelsen af denne levende Sølilje i Nutiden er for Naturforskeren en ligesaa stor Mærkværdighed, som om man havde truffet en levende Plesiosaurus, den kjæmpestore Havdrage, eller som om man havde mødt Mamouth, Urtidselefanten, lyslevende i de dybe Skove.“
