Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/114

104 Stamtræ op til det 4de Aarhundrede e. Chr. !! I 1867 reiste jeg nedover Gudbrandsdalen med to meget hyggelige Englændere. Den ene hed A. Swinburne. Var det Algernon Swinburne, den nu afdøde be- rømte Digter? Den anden kaldte sig Lemon. Var det Punch’s bekjendte Tegner, Mark Lemon? Swin- burnes Navn var dengang endnu nyt og ukjendt. Det var andre, mere kyndige i Skjønliteraturen, som gjorde mig opmærksom paa, hvem det kunde være, som jeg havde truffet Om Aftenen var vi alle tre paa Klingenberg, med hvis tarvelige Un- derholdning de lod til ikke at være altfor misfor- nøiet. Som Aarene gik, øgedes Antallet af engelske Rei- sende i Norge. Men det gik langsomt. Bekvem- melighederne var Smaa paa de gamle Skydsstatio- ner med deres KjærreSkyds. De smaa Senge var længe en af de største Anstødsstene. I 1875 havde jeg i den Anledning en ganske fornøielig Oplevelse. Det var paa Stationen Skjæggestad i Ringebu. En usædvanlig Storlemmet og høivoksen Englænder var netop ankommen. Han klagede for de tilstede- værende norske Reisende sin Nød over, at han altid skulde drages med de korte Senge, i hvilke det næsten var ham umuligt at faa sove. Vi paatog os at forebringe hans Ønske for Vært- inden, Ingeborg Myhre, som svarede, at det skulde blive opfyldt. Straks efter hørte vi hende give den bestemte Ordre til sine Piger: «Kast ud den lille Østerrigeren og lad den lange Engelskmanden faa