Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/134

124 og Brød. Finnen og Tolken fik sig hver sin Dram. Noget saadant havde den første af dem aldrig smagt før, og den satte ham i et begeistret Lune, saaat han gjerne havde gaaet i Ilden for en til. Da vi havde brudt op, vraltede han glad foran, saalænge der var den mindste Følelse af Cognac igjen i hans Mund, og nynnede sit Folks klagende og sørgelige Melodier. De lappiske Melodier ligner hinanden alle; de bærer Præget af den“ensomme og triste Natur, som har frembragt dem. Naar der synges i denne, gjør de derfor et eiendommeligt, ingenlunde ubehageligt Indtryk. Jeg kalder dem Melodier; thi Lapperne har ingen Sange; det første, det bedste, som falder dem ind, griber de og føier saa disse Ord efter en eller anden Melodi; Finnen kan gaa i timevis og nynne «Jeg er glad, jeg er glad», han gaar da og vralter afsted med nedbøiet Hoved, tilsyneladende uden at lægge Mærke til, hvad der foregaar rundt om ham. -Det var en lang Vandring, vi havde at gjøre, førend vi naaede Finnens saa meget omtalte Dål; Landskabet var paa sine Steder meget kuperet og kunde endog gjøre det vanskeligt for os at komme frem med Hestene; saadanne Steder var dog ikke mange. Som oftest hævede Landet sig umærkeligt mod Øst, og vi var tilsidst, uden at vide det, kom- met op i en Høide af vist 2000 Fod. Det, som var mest til Hinder for vor Fremtrængen, var de utal- lige Vand, som laa strøet rundt om paa Høisletten. Paa mange Steder havde Finnen Benspor at holde