136 Oplysninger om vor Førers tidligere Liv og Familie- forhold, der mere end noget andet Exempel vil kunne oplyse, hvor sørgelig det stod til med den norske Nationalitet i i disse Egne, og for hvilket Tryk den var udsat fra den kvænske Befolkning. Ole var først kommet til Kvænangen 25 Aar gam- mel og havde senere kun været en Gang sydover; nu var han vel mellem 50 og 60 Aar. Hans Kone var norsk, men fra Finmarken, og man skulde saaledes vente, at disse talte norsk sig imellem; dette var dog ikke saa. I hans Hus, og visti mange fleres, hænder det utrolige, at en norsk Fa- milie bruger kvænsk til Omgangssprog. Navet Vuomis venlige Udseende havde bragt os til at haabe, at vi ogsaa paa den øvrige Del af Veien skulde have et lignende Landskab at pas- sere. Men at dette Haab bittert skulde skuffes, viste sig straks efter, saasnart vi havde bøiet ind i en mod Vest gaaende Sidedal. Denne skar lige mod en høi Fjeldkjæde, vi havde seet den foregaaende Aften ovenfra Gruberne. Nu saa vi, at vi vilde faa en besværlig Vandring. Ole blev ogsaa lidt usikker. Det var 13 hele Aar, siden han havde gaaet her. Dette kom egentlig først nu for en Dag, da vi hidtil ikke rigtig havde faaet Rede paa Sammen- hængen med hans Vandringer heroppe i Fjeldene. Manden besad imidlertid en merkværdig Stedsans og samlede sig snart igjen, hvorpaa han slog ind paa en Vei, som han mente maatte være den rette. Det gik stærkt opover, og inden kort Tid havde vi
Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/146
Denne siden er ikke korrekturlest