Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/24

14 Ruiner tilsengs med endnu større Forventninger om, hvad der forestod. Det første Reiseeventyr var imidlertid nærmere end vi havde ventet. Om Morgenen Kl. 6 bragede det løs. Det var Brandskuddene, som vakte Skiens Borgere til Kamp mod de norske Træbyers farlige F iende. Jeg har ogsaa senere vaagnet i Skien ved Brandskud, og jeg har ligget i Høyers gamle Træhotel, medens Gnistregnen hvirvlede ned fra Byens høiere liggende Del. Men saadant Spektakel som i 1859 har jeg aldrig hørt. Som om det ikke var nok med de to Brandskud, Saa kom en Pige farende ind og raabte Brand! Stenersen rettede med filosofisk Ro til hende det Spørgsmaal, om det brændte i Huset. Nei, det gjorde det ikke, og da han spurgte om det brændte i Gaden, fik han ogsaa et benegtende Svar. «Ja, væk mig, naar den kommer hid i denne Gade», sagde han saa. Men Pigen skreg og raabte, at naar der var Brand i Skien, skulde alle Men- nesker staa op. Vibe og jeg var allerede paa Be- nene og i Klæderne. Vi var endnu som elektriSe- rede efter Minderne fra den store Brand i Hoved- staden 14. April 1858. Snart var vi alle ude og fulgte MenneskemaSsen til Brandstedet. Det gamle Skien var en tæt bebygget By med trange Gader. Det røg stærkt af et lidet Hus ved Siden af Latinskolen, men uden Flammer. Der blev intet af det hele, og mange Gange senere har jeg seet det Samme Hus. Men Spektakel var der, og det saa det forslog. Brandspandene kastedes